Hvad betyder grøn strøm?
Al strøm, der produceres, sendes ud i det samme elnet og blandes. Ingen kan styre, at netop strømmen fra en vindmølle havner i din stikkontakt. Derfor kan intet elselskab love dig 100 % vedvarende strøm i selve ledningen.
Det, et elselskab kan gøre, er at dokumentere, at der er produceret lige så meget vedvarende strøm, som du bruger. Det er det, de fleste grønne elaftaler bygger på.
Oprindelsesgarantier
Når et anlæg producerer strøm fra vind, sol, vand eller biomasse, udstedes der et certifikat for hver megawatt-time, en oprindelsesgaranti. Elselskabet kan købe certifikater svarende til kundernes forbrug og annullere dem, så de ikke kan bruges to gange.
Certifikaterne kan komme fra danske vindmøller, men også fra for eksempel vandkraft i Norge. Vil du vide, hvor dit selskabs kommer fra, skal du spørge selskabet.
Gør det en forskel?
Det er der delte meninger om. Et certifikat fra et anlæg, der allerede findes, viser, hvor strømmen stammer fra, men det får ikke i sig selv bygget en ny vindmølle. Nogle aftaler går derfor videre og støtter for eksempel opførelsen af nye anlæg.
Vi har ikke efterprøvet, hvordan de enkelte elselskaber dækker deres grønne aftaler. Når en aftale er mærket Grøn strøm i vores sammenligning, betyder det, at selskabet selv sælger den som grøn.
Den grønneste kWh er den, du flytter
Uanset aftale kan du selv bruge mere vedvarende strøm ved at lægge forbruget, når det blæser, eller solen skinner. Så er der meget vind- og solstrøm i nettet, og prisen falder. De billige timer er derfor som regel også de grønne.
Se dagens billigste timer, eller læs hvornår strømmen er billigst.
Hvad skal du spørge elselskabet om?
- Hvilke energikilder og hvilke lande kommer oprindelsesgarantierne fra?
- Dækker aftalen hele mit forbrug, time for time eller set over et år?
- Bidrager aftalen til, at der bliver bygget ny vedvarende energi?
- Hvad koster den grønne aftale i forhold til selskabets almindelige?